Spirii og Zaptec lancerer ny ladealgoritme, der vil reducere mængden af dataoverførsler markant
Spirii og Zaptec har i samarbejde udviklet en ny algoritme, som vil gøre det mere mere energi- og omkostningseffektivt at oplade elbiler. Algoritmen sikrer, at laderne kun udsender ladedata, når der er afvigelser i strømforsyningen i stedet for hvert sekund, som tilfældet er i dag.
Som det er i dag, udsender laderne automatisk måleraflæsninger hvert sekund, hvilket både er energibelastende og omkostningstungt. Den nye PowerDelta-algoritme sikrer, at laderne kun udsender opdateringer, når der er afvigelser i strømforsyningen. Dette vil reducere mængden af data betydeligt og kan dermed hjælpe datacentre med at mindske unødvendigt strømforbrug i forbindelse med dataoverførsler.
Eksempelvis vil en lader, der leverer 11 kW, kun udsende en dataopdatering, hvis effekten afviger med f.eks. 100 W - i stedet for at udsende enslydende måleraflæsninger hvert sekund. Det betyder, at antallet af opdateringer i løbet af en 8-timers natopladning kan blive reduceret fra cirka 30.000 til cirka 100. Altså en reduktion på mere end 99 %.
Dermed bidrager algoritmen, ifølge Torben Fog, der er CIO og medstifter af Spirii, til at aflaste datatransmissionerne i telenettet, hvilket i sidste ende minimerer ladeoperatørernes driftsomkostninger:
”PowerDelta-algoritmen gør det muligt at reducere mængden af dataoverførsler markant. Det er en game-changer, da det giver os mulighed for at tilbyde smartere ladeløsninger, der letter presset på både telenettet og serverfarmene. Og mindre datamængder er lig med lavere priser for datahåndtering, hvilket er godt nyt for ladeoperatørerne. Algoritmen gør det med andre ord muligt at spare både energi og penge, når der skal strøm på bilerne.”
Knut Braut, der er CTO hos Zaptec, tilføjer:
”Vi oplever større og større efterspørgsel på skalerbar og effektiv ladeinfrastruktur. PowerDelta-algoritmen er en vigtig brik i denne udvikling. Vores fokus er fortsat på samarbejde og innovation, og vi arbejder tæt sammen med partnere i branchen om at skubbe til de teknologiske grænser. På den måde sigter vi efter at forbedre effektiviteten af vores ladeinfrastruktur og minimere energiforbruget i forbindelse med vores drift.”
PowerDelta-algoritmen bygger på kommunikationsstandarden OCPP (Open Charge Point Protocol), der sikrer nem integration på tværs af platforme.
Udforsk markedsindsigt, og driv din opladningsvirksomhed effektivt med vores ressourcer.